Jeg overvejede et kort øjeblik at kalde retten for “Brændende sommerkærlighed”, som jeg vil jo gerne gøre opmærk som, at det jo sådan set ikke er den helt originale version af en brændende kærlighed. Men brændende sommerkærlighed lyder lidt for meget som noget, som man får af en lidt for glat græsk tjener, som hedder Adonis og aldrig har set så smukke øjne før. Så ja, det blev det ikke. I stedet hed det sig bare, at den brændende kærlighed var sommerversioneret. Hvad skete der så med denne version? Jo, som det allerførste blev kartoffelmosen skiftet ud med en gang sellerimos. Mest fordi det er så ufatteligt svært at finde kartofler som vil koge ud. Og selleri på den her måde smager ualmindeligt godt. Sådan sindssygt godt. Den blev også lettet, hvor jeg måske normalt ville bruge hjertestoppende mængder fløde og smør, så fik den (udover bare en smule smør) en gang kærnemælk og citronskal. Og bare lige for god ordens skyld, så er der ingen klumper i en puré, men det må der gerne være i en mos. Jeg kogte det bare nok til det kunne ødelægges, ikke nok til at den ville blive glat. Det fedende i retten består […]
↧